Den seneste originale serie fra Amazon Prime er Hanna, der er baseret på Joe Wright-filmen i 2011. Manuskriptforfatter David Farr tager sine originale ideer til filmen og udvikler dem til en helt ny version af den originale historie. Med en helt ny rollebesætning og en mere jordet æstetik sigter Hanna at tilbyde en ny oplevelse for fans af den originale film, samtidig med at den udvider historiens omfang.
På en nylig pressedag for serien talte Screen Rant med skaberen og forfatteren David Farr og stjernen Esme Creed Miles, der spiller titelfiguren. Esme Creed Miles fortæller om, hvordan hun blev rollebesat, og den indsats, hun gør for at undgå at kopiere filmen, mens David Farr deler hans yndlings øjeblik i showet, tager denne version i sin egen retning og giver skriveopgaver til Anna Ingeborg Topsoe til episode fem.
Relateret: Mireille Enos og Joel Kinnaman Interview
Jeg elsker dette show!
David Farr: Fantastisk!
Esme Creed Miles: syg!
Du er sandsynligvis blevet spurgt dette en million gange og vil blive spurgt en million mere ved udgangen af dagen, men hvornår kom ideen først til at udvide denne historie?
David Farr: Det går tilbage til filmen. Filmen er taget fra mit manuskript, så Joe Wright, alle kender Joe's arbejde, han er en meget visuel, enormt strålende instruktør. Han gik i en meget bestemt retning, med en stor eventyrversion af den, ret høj, ganske ekstrem. Og i processen husker jeg, at han ringede til mig, og han sagde: "Jeg vil ikke helt gøre slutningen, eller hvor den går hen, jeg vil gøre det lidt anderledes, " som var cool af mig. Jeg mener, det er hvad film er, det er en instruktørsmedie. Men det efterlod på en måde en vidunderlig mulighed i mit hoved om det. Hele det politiske thrillerelement, hvem er hun? Hvor kom hun egentlig fra? Hvad skete der faktisk i fortiden? Hvad er hemmeligheden? Den historie havde siddet der, og jeg tænkte, jeg havde ikke rigtig fortalt det så fuldt ud som jeg kunne have gjort. Så det blev klart, at NBC, de ejer ejendommen og rettighederne, der var en mulighed for, at de med denne nye gyldne tidsalder af tv ville være interesseret i at se på det. Og de to ting bare klynget sammen, og vi besluttede at gøre det. De to ting, der kom ud, var et meget stærkere politisk thrillerelement om sandheden om denne unge kvindes identitet, og så synes jeg for mig, at den smule, jeg elskede, for at være ærlig, er det kommende alder-element Jeg tror, det er stærkere i tv-serien, fordi du har mere tid til at fortælle det. Denne idé om en ung kvinde opdrættet i skoven, der pludselig går ud i verden og er nødt til at opdage og møde den ordentligt for første gang, slags som enhver teenager, bare meget mere ekstrem.
På hvilket tidspunkt i processen med at udvikle showet kom Esmes navn op?
David Farr: Nå, vi kom til det punkt, hvor vi lavede showet, og …
Esme Creed Miles: Jeg har lige sendt mit bånd! Jeg elsker denne idé, at det er, "ooh, Esme!" Men nej, det er ikke sådan, det fungerer!
David Farr: Vi var nødt til at finde vores Hanna, og det var det, jeg var mest nervøs for, det skal jeg være ærlig på. Saoirse er fantastisk i filmen, meget æterisk, meget specifik. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg ville have noget meget anderledes, men … Du kan sige "vi vil have dette", men det er noget tull. Indtil du ser nogen … Det er baglæns. Du ser tinget, og du går, "det er det." Esme gjorde sit selvbånd i Bethnal Green … Var det i Bethnal Green, din lejlighed? Et eller andet sted i London.
Esme Creed Miles: Hackney! Du siger hele tiden Bethnal Green, og jeg har ikke korrigeret dig endnu, det er fint.
David Farr: Hackney. For dem, der ikke ved, er Hackney lige ved siden af Bethnal Green.
Esme Cred Miles: (griner)
David Farr: Og hun sendte den ind, og det var fantastisk. Det var netop denne vidunderlige, sandfærdig gengivelse af karakteren. Meget instinktiv. Vi kiggede på hundreder af mennesker, fra Sverige og Tyskland og alle slags, fordi vi tænkte på accenten, men Esme har ikke noget problem med accenter, så det var okay. Og det var det største øjeblik, hvor vi alle slappede et lettelsens suk, da vi sagde, "ja, vi skal være okay nu."
Havde du set filmen før hånden?
Esme Creed Miles: Ja! Jeg elskede filmen! Jeg må have været elleve eller tolv, da det kom ud. Det er fantastisk, ja. Jeg prøvede på forskellige ting, men da jeg fik dette, sagde jeg: "Åh, vent lidt, er det? Cool, det ville være fantastisk!" Så ja, jeg synes, det var en bonus for mig, fordi det allerede var så en sej historie og så spændende at genfortolke det. Og Saoirse er en fantastisk skuespillerinde, der virkelig har inspireret mig som en ung kvinde. Det var virkelig cool, ja.
Jeg antager, at dette er et klassisk spørgsmål, men ser du på filmen for at informere din præstation, nogensinde? Eller kaster du den til side for at gøre den til din egen?
Esme Creed Miles: Nej. Jeg tror, det ville næsten være sværere og lidt respektløst overfor deres kunstnerskab. For mig har jeg ikke set det på forhånd. Jeg er en meget instinktuel person, jeg kan bare lide at stole på mig selv, og jeg stræbte virkelig ikke noget med hensyn til forestillingen. Jeg ville bare lære linjerne og se, hvad der skete på dagen.
David Farr: Det var en generel regel for tinget. Mireille Enos, der spiller Marisa, har aldrig set filmen. Jeg synes, det er godt, fordi den rolle, for eksempel, vi ville gå helt anderledes. Vi ville starte virkelig stille, en normal kvinde, der tror, hun har fået sit liv tilbage og alt er fint, og så kommer hendes fortid ud af skoven, væsentligst i form af denne unge kvinde. Jeg tror, for Mireille hjalp det virkelig at gå, "Dette er manuskriptet, her har jeg disse syv timers manuskripter." Som et skuespil får du dit script, og du gør det. Det at en anden måske har gjort denne produktion på en helt anden måde i en anden by, uanset hvad, det betyder ikke noget overhovedet, det er den samme tilgang.
Backstory-elementer som vi bare talte om, der er i showet og ikke nødvendigvis er i filmen, var de altid i dit sind for filmen?
David Farr: Ja. Det er den interessante ting. Der er ikke meget, hvis jeg skulle være ærlig - der er en smule - men der er ikke meget med hensyn til den del, der ikke var i fantasien om forestillingen om, hvad den oprindeligt var. Men som jeg forklarede, var det bare ikke muligt at gøre alt i den time og fyrre minutter. Den bit var slags der, men hvad der kom ud og overraskede mig i skrivningen var karakterudviklingen, især mellem de to unge kvinder, forholdet Hanna og Sophie, den pige, hun møder i afsnit to. Det var den ting, da jeg begyndte at skrive, at jeg tænkte, "jeg nyder dette meget, " hvilket betyder, at dette er et rigt terræn, de fungerer bare. Stadig er min yndlingsscene stort set i det hele det øjeblik, de møder i ørkenen. Jeg elsker virkelig den måde, Sarah Adina Smith instruerede. Jeg elsker kostume valg, jeg elsker bare det øjeblik. For mig er det serien. Det er en meget enkel scene, men den fortæller dig alt hvad du har brug for at vide.
Hele episoden er utrolig, episode to er sandsynligvis min favorit blandt dem, jeg har set hidtil. Jeg har et sidste spørgsmål. Du byggede dette show fra bunden af. Du skrev hver episode bortset fra afsnit fem. Kunne du tale lidt uden at forkæle noget, hvorfor var der behov for, at episoden havde en anden hånd på det?
David Farr: Oprindeligt skulle der være to andre forfattere. Og så fik min kære ven Mika, der er meget talentfuld, et helt eget show. Og hun undskyldte mest voldsomt. På det tidspunkt tænkte jeg, det ville være lidt vanvittigt at prøve at finde nogen anden. Det var ikke planen at kun have en, planen var at have to. Ingeborg er en vidunderlig dansk manuskriptforfatter, der hovedsageligt arbejder på dansk biograf. Hun har en utrolig følelse af karakter, og jeg var bare ivrig, A, at have en pause, og også til … Hun er en ung kvinde, og vi var meget opmærksomme på, at vi alle sammen er, og dette er en vanskelig område at tale om, men jeg troede, at filmen på en eller anden måde var en ganske mandlig film, den har en masse "Joe" slags energi. Jeg tænkte, der er en måde, hvorpå du med Hanna måske kunne være mere gennem hende og med hende hele tiden, snarere end at fejre hende, men lidt mere på afstand, hvis det giver mening. Og det er en meget subtil, instinktiv ting, der er svært at pakke ud, men jeg synes Sarah gør det meget godt i for eksempel episoder et og to, og Esmes præstation har denne vidunderlige, stille intensitet. Det er ikke prangende. Jeg tror, Ingeborgs forfatter er den samme. Denne episode er tilfældigvis en meget følelsesladet, ret stille episode med bedring. Det er vanskeligt at tale om uden at forkæle historien, men Hanna er på vej efter noget. Jeg tror, hun skrev det med en sådan dejlig følsomhed. Det var virkelig rart at … Jeg tror, det kunne have været en af de første ting, hun skrev på engelsk. Det var helt … Hendes engelsk er fantastisk, men det var rart at give hende den mulighed, og hun er en strålende forfatter.
